BAR DJUS A/S har gennemført et succesfuldt aktieudbud i forbindelse med den planlagte optagelse til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark. Udbuddet blev overtegnet med 47 %, hvilket understreger den store investorinteresse for selskabets vækstcase og fremtidige udviklingsmuligheder.
I alt tegnede 1.515 investorer aktier i udbuddet svarende til en samlet efterspørgsel på mere end 23,7 mio. kr., mens selskabet udbød aktier for 16,1 mio. kr. Alle investorer, der har afgivet tegningsordre, vil modtage aktier, om end enkelte investorer får reduceret deres tildeling som følge af overtegningen.
Efter gennemførelsen af udbuddet opnår BAR DJUS et bruttoprovenu på 16,1 mio. kr. og en markedsværdi på 36,1 mio. kr. baseret på udbudskursen. Første handelsdag på Nasdaq First North Growth Market Denmark forventes at blive den 9. juni 2026 under tickerkoden BARDJU.
BAR DJUS producerer premium juice- og cocktailingredienser til professionelle aktører inden for hospitality-segmentet og har gennem en årrække opbygget en profitabel og skalerbar forretning med stærk vækst. Selskabet har leveret overskud i ni ud af de seneste ti år og har oplevet en gennemsnitlig årlig vækst på omkring 30 % over de seneste fire år.
Norden CEF har fungeret som Certified Adviser for BAR DJUS gennem noteringsprocessen. Vi er stolte af at have bistået ledelsen og bestyrelsen i arbejdet frem mod børsnoteringen og glæder os over den store opbakning fra både private og professionelle investorer.
Vi ønsker BAR DJUS stort tillykke med det vellykkede udbud og ser frem til at følge selskabets fortsatte vækstrejse som børsnoteret virksomhed.